Kim Sagild — Månedens musikprofil september 2020

Sådan kom Kim Sagild i gang med musikken

Kims mor var skuespillerinde og amerikaner, og hun introducerede ham som barn for alt fra Stravinsky og Mozart til Big Bill Broonzy, Bessie Smith og Ella Fitzgerald — blues i den ene ende, klassisk i den anden. Da hun i 1954 blev antaget på Det Kongelige Teaters Elevskole, fulgte Kim ofte med på teatret og overværede prøver til flere af Stravinskys balletter, blandt andet Petrushka, Le Sacre du Printemps og Ildfuglen. Musikken var med andre ord en del af hverdagen fra begyndelsen — og måske var han også genetisk disponeret for det. Han spillede meget som barn og begyndte allerede som 10-årig at spille trommer; han var blandt andet Alex Riels første tromme-elev.

Som 14-15-årig tog Kim hul på guitaren. Herefter fulgte nogle år, hvor han ifølge ham selv “spildte tiden” musikalsk. Han fik dårlige kammerater, og i den periode blev der eksperimenteret med både hash, LSD og meskalin. Det er en lidt absurd erindring, for de kom alle fra det, man ville kalde gode hjem med frie forhold — men de rodede sig ud i “værre skrammel”. Nogle af dem fra dengang kom aldrig tilbage og endte som narkomaner. Heldigvis valgte Kim og et par andre at melde sig ud af livsstilen og i stedet kaste sig over deres instrumenter.

På væggen i Kim Sagilds lydstudie hænger et maleri af Klavs Nordsø og Toffy Jackson, som han spillede sammen med i orkesteret Soul Service. Toffy Jacksons morfar var Leo Mathisen, og hans gudfar var Louis Armstrong. Klavs Nordsø, der sidder med guitaren på maleriet, blev senere percussionist i Buki Yamaz. Kims stedfar, jazzpianisten Niels Jørgen Steen, havde en god ven, der hed Jens Nordsø. Han var maler og står bag det omtalte maleri. Jens var også far til Klavs og Mikkel Nordsø — og det var via den forbindelse, Kim og Klavs fandt sammen. Senere blev Kims mor gift med Jens Nordsø.

Som 19-årige flyttede Kim og Klavs Nordsø ind i et familiekollektiv. Her hjalp de til i hjemmet og passede Kims mindre søskende, Paprika Steen og Nikolaj Steen. Den tid, der var tilbage, gik med at spille musik, og de spillejobs, de fik, blev lagt i fælleskassen. Sådan gik der halvandet års tid — og efter tiden i kollektivet var Kim ikke længere i tvivl: musikken var det, han ville bruge sit liv på.

Sådan blev Kim Sagild musiker på fuld tid

Buki Yamaz havde ligget i øvelokalet et år, da bandet debuterede i sommeren 1973. Forinden havde Kim spillet i to orkestre, Soul Service og Klaskemik, og Buki Yamaz blev en fusion af de to. Musikalsk spændte de fra blød bossanova til funky Jimi Hendrix. Indtjeningen i de første år var begrænset, og som 23-årig søgte Kim derfor i foråret 1975 ind på fritidspædagogseminariet. Lige inden semesterstart fik Buki Yamaz pladekontrakt, og da sommerferien var slut, havde de allerede solgt godt og stod med en stor turné foran sig — som Kim og resten af bandet kunne leve af.

Kim gik derfor op til rektor og forklarede, at bandet af og til skulle spille i Jylland, og spurgte, om han kunne tage tidligere fri om fredagen. Rektor sagde nej, og efter ganske få sekunders tøven svarede Kim: “Så har du en ledig plads på skolen.” Det blev skillelinjen, der gjorde ham til professionel musiker — og han har siden levet af sit arbejde med musikken.

Fra musiker i København til musikproducer i Aarhus

Kim Sagild har arbejdet tæt sammen med Kasper Winding og lært meget af ham. I 1979 startede de orkesteret KICK, som de drev sammen i ti år. I samme miljø dukkede en ung Nanna op og spurgte, om Kim ville hjælpe hende med at sætte et orkester sammen. Efter hun havde spillet et bånd for ham, var Kim ikke i tvivl: “Det der, kan du få en kontrakt på.” Nanna bad ham om at skaffe den, og Kim spillede båndet for flere pladeselskaber, indtil han var i mål. Det var oprindeligt Kasper Winding, der skulle producere Nanna, men en uge før de skulle i gang, sprang han fra — han havde mødt en fotomodel i Milano.

Fotomodellen hed Brigitte Nielsen, senere bedre kendt som Brigitte Stallone. Da hun og Kasper Winding blev gift, var Kim Sagild deres best man. Albummet med Nanna endte Kim med at producere selv, og det blev en kæmpe succes med omkring 300.000 solgte plader på tre år. En ung Thomas Helmig i Aarhus hørte produktionen, og da han senere fik en solo-pladekontrakt med Genlyd, hyrede han Kim Sagild som producer på sit debutalbum i januar 1985. Det blev til to albums med Helmig, og samtidig mødte Kim sin kommende hustru i Aarhus. I sommeren 1985 producerede han desuden Afrika-singlen. Kim har boet i Aarhus lige siden, og de følgende fem år arbejdede han som producer for Genlyd.

Hvad er god lyd for Kim Sagild?

For Kim er der som udgangspunkt ikke noget rigtigt eller forkert i arbejdet med lyd. Det handler om intention og ambition: Hvis du sætter dig for at lave straight pop til P3 eller P4 og ender med noget, der ikke er det, så er det selvsagt dårlig lyd. Lykkes du derimod med at få det ud i den anden ende, du sad med som ambition — og har de rette værktøjer og udstyr til at føre idéen igennem — så er du i mål.

Hvad er en god sang for Kim Sagild?

I øjeblikket er det balancen og samspillet mellem melodi og harmonisering, der optager Kim. Hvilke harmonier lægger man under melodien? Er det rene durklange, rene molklange — eller ligger der ekstra krydderier i form af udvidede harmoniseringer? Det sidste hører man både i brasiliansk musik og i jazzen, og det inspirerer Kim. Gode harmoniseringer, gode melodier og gode tekster — alt sammen er afgørende.

En god sangtekst er for Kim Sagild en, der byder på flere lag. Kærlighedssange behøver ikke kun handle om “du elsker mig”, “jeg elsker dig” eller “du elsker mig ikke mere, derfor er jeg ked af det” — det kan man jo godt regne ud. Han efterlyser flere bud på, hvad det egentlig gør ved et menneske at være i — eller ikke at være i — et kærlighedsforhold.

Et eksempel er C.V. Jørgensen, der i sine unge år skrev samfundskritisk, senere mere personligt og i dag mere eksistentielt om verden og om “helet”. Tre forskellige måder at bruge sin tekstbegavelse på — og Kim synes, han mestrer dem alle.

Hvad er en god producer for Kim Sagild?

En god producer er ifølge Kim Sagild mange ting. Først og fremmest mandskabspleje — at det orkester eller den artist, der kommer i studiet, falder til ro og føler sig tryg. Når den fornemmelse er på plads, kan man begynde at stille spørgsmål: “Hvilken form for succes har du forestillet dig? Gør du det her for at tjene penge? For at få en pladekontrakt? For at lave den fedeste 2'er i dit liv? For din familie?”

De spørgsmål bruger Kim til at lære folk at kende — og selv blive lært at kende. Han skal læse hierarkiet i et givent orkester: Hvem er nummer 1? Hvem er den hemmelige nummer 1? Hvem har de fede idéer, men siger sjældent noget? Hvem er den musikalske styrmand uden selv at vide det — og er der måske én, der ved det og tager mere magt, end godt er? Når han har styr på det, fastlægger han sammen med bandet en disposition for, hvad projektet handler om. Den disposition kan de altid vende tilbage til, hvis der opstår tvivl undervejs.

Ud over mandskabsplejen skal en producer have forstand på musik — arrangement, struktur, toner, melodi, rytme. Hvad kan nummeret bære, og skal det være ekspressivt eller indadvendt? Skal man prøve sig frem, eller har man allerede et klart billede? Dertil kommer ordentligt udstyr, viden om mikrofoner og programmering — og igen: mandskabspleje. Selv er Kim Sagild ikke lydtekniker. Han har altid en tilknyttet, så han kan koncentrere sig om selve produktionen.

Nyt album på vej fra Kim Sagild

Kim Sagild har et nyt album på vej, og det er stærkt inspireret af hans første år i Buki Yamaz, hvor de spillede meget latininspireret bossanova. Brasiliansk sound, brasilianske harmoniseringer og melodier, der ikke ligner traditionelle poprock-melodier. Den største udfordring er, at Kim først begyndte at synge selv i 50'erne. Han mener ikke selv, han er en suveræn sanger — men det vil han “skide på”, som han siger; han vil synge, og så må han gøre sit bedste. Albummet udkommer i november 2020.

Musik drevet af lyst — som kan afføde andre ting

Kim beskriver pladen som et dyrt visitkort. Han laver ikke musik for at tjene penge, men fordi han har lyst, fordi han har et lydstudie, fordi han skriver sange — og fordi han kan spille. Han kan, og derfor gør han det. Musikken er, hvad der stadig holder ham i gang som 68-årig; han ser en mening med den, og den er afgørende for ham. Det dyre visitkort afføder så andre ting. Nogle hører musikken og siger: “Hov, du kan jo noget der!” Og selve det, at Kim har sit eget lydstudie, leder også til andre projekter — det er en organisk del af hans lange liv som musiker.

Coronakrisens betydning for musikbranchen og Kim Sagild

Kunstnerisk har coronakrisen ikke påvirket Kims musik. Til gengæld har han fået aflyst en lang række live-arrangementer, blandt andet flere koncerter med en akustisk trio, han spiller i, og et dansk-amerikansk band, hvor de bl.a. spiller Ray Charles, Aretha Franklin, Marvin Gaye og Louis Armstrong. Trio-projektet er forholdsvis nyt, men havde alligevel fået tre festivaljobs i kalenderen, før corona aflyste dem alle. Kim Sagild håber, at de bliver til noget igen til næste år.

Kim Sagilds planer for fremtiden

Ved siden af bandprojekterne og det nye album arbejder Kim på en plade med Cecilie Rowedder, der skal synge nogle af Kims bossanovasange i en engelsk omskrivning. Sangene er plukket fra tre af hans albums og hører til den mere bossanova-agtige del af kataloget. De indspilles uden orkester; udgangspunktet er akustisk guitar og kontrabas, og så er der mulighed for at lægge enkelte andre instrumenter på undervejs. De starter med guitar og sang og ser, hvor langt de når. Kim beskriver Cecilie Rowedder som utroligt talentfuld og udtryksfuld og glæder sig til at se, hvor hun kan tage sangene hen.

Sådan reklamerer Kim Sagild for sin musik

Når Kim Sagild skal have ny musik ud over rampen, ringer han selv til journalister for at få eksponering. Han siger ligeud, at han har lavet en plade, fortæller hvad den handler om, og spørger, om han må sende materiale om den kommende udgivelse — og om de eventuelt vil interviewe ham eller anmelde albummet. Han gør det ikke på en bestemt dag i processen, men når det føles rigtigt at tage telefonen.

Et godt råd til spirende musikere, der vil leve af musikken

Det vigtigste er ifølge Kim at finde balancen mellem at lade sig inspirere af sine idoler og holde fast i, hvem man selv er. Overdriver man det ene på bekostning af det andet, går det galt. Efterligner man kun nogen, bliver man selv en efterligning — og det er ikke spændende for nogen at høre på.

Kim mener, det er afgørende, at man følger sin egen linje og er sig selv. Det er ofte også dét, der i sidste ende gør, at man kan sælge sig selv — at den kunstneriske integritet er i behold. Mange etablerede kunstnere er netop lykkedes med at holde fast i, hvem de er. De færreste har et færdigudviklet kunstnerisk “selv” som 18-årig; det er typisk noget, der kommer med årene. Og det er der, balancen ligger: hold fast i dig selv og ræk ud efter de store drømme — men ikke så meget, at du mister jordforbindelsen og kontakten til hele inspirationskilden, som er resten af omverdenen.

Kim Sagild anbefaler alle danske musikere at være medlem af Dansk Musiker Forbund

Kim Sagild er selv medlem af Dansk Musiker Forbund og er meget glad for det. Han beskriver formanden som effektiv, erfaren, opmærksom, nysgerrig og god for medlemmerne. Er man professionel musiker, er det ifølge Kim et rigtig godt sted at være medlem. Forbundet gør en forskel for danske musikere — både ved forhandlinger om branchens forhold og i den rådgivning, det giver. Hertil kommer en lang række medlemstilbud, blandt andet kurser med fokus på inspiration, huse i Europa, som man kan låne eller leje til projekter og albumforberedelse, samt favorable forsikringsordninger. Og så er der ikke mindst et miljø omkring forbundets kontor, som er rart at færdes i. Alt i alt, mener Kim, er Dansk Musiker Forbund stærkt anbefalelsesværdige.